Forretningsbetingelser for samarbejde
Interessekonflikt
Ved modtagelse af en sag undersøges, om der foreligger inhabilitet, interessekonflikt eller anden årsag til, at jeg ikke kan bistå i sagen.
Identitetsoplysninger
Efter reglerne i hvidvaskningsloven skal jeg indhente og opbevare identitetsoplysninger om klienter.
Fortrolighed
Som advokat er jeg underlagt tavshedspligt. Alle oplysninger behandles fortroligt.
Ordrebekræftelse
Private klienter modtager altid en ordrebekræftelse med salæroplysninger før opstart af sagen. Ordrebekræftelsen indeholder en beskrivelse af opgavens omfang, og om muligt et overslag over honoraret. Hvis det grundet opgavens omfang ikke er muligt at give et overslag over honorarets størrelse, oplyses principperne for honorarberegningen samt timepris.
Honorar og udlæg
Honorar beregnes på grundlag af en samlet bedømmelse af sagen. I bedømmelsen indgår arbejdets omfang, vanskelighed og art, herunder graden af den specialistviden, der har været anvendt på sagen, de involverede værdier, medgået tid, det med sagen forbundne ansvar, sagens betydning for klienten og det opnåede resultat.
Ud over honoraret faktureres alle udlæg og direkte sagsrelaterede udgifter.
Undertiden kræver jeg forudbetaling af honorar og udlæg, før jeg påbegynder arbejdet. Enhver forudbetaling indsættes på min klientkonto og forrentes efter gældende regler.
Fakturering
Sagerne afregnes enten når opgaven er afsluttet, eller a conto med udgangen af en måned. Betalingsbetingelserne er 8 dage fra fakturadato, hvorefter der beregnes morarenter efter rentelovens bestemmelser.
Elektronisk kommunikation
Korrespondance i sagerne foregår som udgangspunkt per e-mail, og jeg anvender krypterede mailløsninger ved fremsendelse af fortrolige og følsomme personoplysninger.
E-mails fra Vangsted Advokatfirma er altid krypterede under transmissionen (Forced TLS).
Korrespondance med retten, Statsforvaltningen og øvrige offentlige myndigheder foregår via e-boks og krypteret mail.
Dokumenter
Originale dokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med sagens afslutning. Sagens øvrige dokumenter opbevares elektronisk i 5 år.
Hvis der i sagen foreligger forhold, hvor det vil være hensigtsmæssigt at opbevare sagen eller dele heraf i mere end 5 år, kan Vangsted Advokatfirma opbevare sagen i længere tid.
Som udgangspunkt makuleres alt fysisk materiale ved sagens afslutning, medmindre advokaten finder, at der foreligger hensyn som nødvendiggøre, at sagen også gemmes i fysisk form.
Ansvar og forsikring
Vangsted Advokatfirma rådgiver udelukkende om dansk ret og er ansvarlig for rådgivning efter dansk rets almindelige regler.
Jeg er ansvarsforsikret hos HDI Gerling. Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor den udøves.
Vangsted Advokatfirma er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Herudover gælder de advokatetiske regler. De regler, der særligt gælder for udøvelse af advokaterhvervet, kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk.
Lovvalg og værneting
Tvister om min rådgivning er undergivet dansk ret og kan udelukkende indbringes for danske domstole.
Tvister
Hvis du ikke er tilfreds med min rådgivning eller honorarets størrelse, kan du altid kontakte mig på mail hvh@vangsted.dk eller telefon 24 22 33 35 for en dialog herom.
Klienter har også mulighed for at klage over min rådgivning og bistand og/eller salæret til:
Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, www.advokatnaevnet.dk.